Hvad valget burde handle om

Velfærd, skat og muligvis miljø og behandlingen af asylsøgeres børn. Det tegner til at blive valgets temaer. Men valget burde i højere grad handle om, hvorvidt Danmark skal deltage i angrebskrige.

Krig er nok menneskets værste opfindelse. Og krig er kun noget, man bør begive sig ud i, hvis det er tvingende nødvendigt. Det gælder, hvis krigen er sanktioneret af overnationale organer som FN, og det gælder i endnu højere grad, hvis man går i krig uden om FN.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen valgte som bekendt at følge USA og trække Danmark ind i en krig uden om FN, og uden at det var tvingende nødvendigt. I første omgang henholdt statsministeren sig til truslen fra de masseødelæggelsesvåben, som USA hævdede, Irak var i besiddelse af.

Da det viste sig, at masseødelæggelsesvåbene ikke fandtes, og at George Bush' regering havde fremlagt misvisende og falske beviser, henholdt statsministeren sig til Folketingets Beslutningsforslag B 118, der kun nævner masseødelæggelsesvåben perifært. Beslutningsforslaget hæfter sig især ved, at Irak ikke har overholdt sine forpligtelser i henhold til tidligere FN-resolutioner. Noget, som FN altså ikke mente, var grund nok til at indlede en krig.

Anders Fogh Rasmussen har også henvist til, at Saddam Hussein var en grusom diktator, og at Irak er et bedre sted uden ham.

Gik vi i krig, fordi vi ikke kunne lide et andet lands diktator? Er vi ikke kommet længere end de dage, hvor kongen gik i krig med sin fætter i nabolandet, fordi han ikke kunne lide ham, eller fordi han havde tabt i kortspil?

Selv hvis krigen var gået godt, ville den have været ulovlig i henhold til international lov og efter nogles mening også efter dansk lov. Og krigen er kraftigt i strid med den politik, som lov og ordens-partierne og ikke mindst Konservative indtil da havde stået for. I stedet for som traditionelt at støtte op om FN, har vi undergravet FNs autoritet og støttet den stærkes ret.

Men som de fleste uden for regeringen ved, så er krigen ikke gået godt. Ikke for de heldigvis få sårede og døde danske soldater, og slet ikke for irakerne. Ud af Iraks befolkning på 27 millioner er cirka 4,5 millioner fordrevet fra deres hjem. Oversat til danske forhold svarer det til 900.000 fordrevne, hvilket igen svarer til, at samtlige indbyggere i Københavns Kommune og Århus Kommune samt godt halvdelen af indbyggerne i Odense Kommune var blevet fordrevet fra deres hjem.

Hertil kommer et surrealistisk antal civile døde som følge af krigshandlinger og vold. Tallene svinger voldsomt, alt efter hvem man spørger. Iraq Body Count, der har samlet tal fra hospitaler, avisartikler, lighuse m.m., angiver omkring 80.000 dødsfald som værende et minimum. Andre hævder, at antallet af døde ligger langt over 600.000, fx forskere i en artikel i det ansete britiske lægevidenskabelige tidsskrift The Lancet og analysefirmaet ORB. Når tallene svinger så meget, skyldes det hovedsageligt, at invasionsstyrkerne har nægtet at tælle antallet af dræbte civile.

Selvom man som besættelsesmagt i henhold til FNs charter har ansvaret for civilbefolkningen, er civile dødsfald som følge af krigshandlinger og vold ikke særlig interessante!

Regeringen mener stadig, at det var en rigtig beslutning at gå med i krigen i Irak. Man kan spekulere over, hvad denne holdning baseres på. At en død iraker er en god iraker?

Polimiken mener, at enhver regeringschef, der indleder en grundløs krig, ikke er værdig til at styre Danmark. Og at en politiker, der ikke fortryder en krig, der har dræbt titusinder eller hundredtusinder uskyldige civile, ikke er værdig til at sidde i Folketinget. Desværre er dette ikke, hvad valget kommer til at handle om.

Sandsynligheden taler for, at Anders Fogh Rasmussen stadig vil være statsminister efter valget, fordi han har forstået at overtage midten i dansk politik, og fordi Irak ikke et vigtigt emne i valgkampen. Vil han efter valget følge USA i krig mod Iran, hvis Bush beslutter sig til et nyt krigseventyr?