Reklame for Verdensnaturfonden
Reklame for Amnesty International
Torsdag d. 21. november
POLIMIKEN.DK

Stort guldfund i Grønland

Mens andre har brugt mange måneder på at lede efter guld i Grønland, var det helt tilfældigt, da Kajuinnaq Lyberth gjorde sit livs fund.

Af Kim Ludvigsen

Guldet blev fundet ved en lille fjord i Diskobugten

Foto: Jens Buurgaard Nielsen, Ophavsret
Guldet blev fundet ved en lille fjord i Diskobugten.

Nogle gange kræver det hårdt arbejde, andre gange er det nok med lidt held. Det kan Kajuinnaq Lyberth skrive under på, efter han i weekenden fandt guld uden for den lille bygd Ilimanaq, der ligger ved Diskobugten.

Kajuinnaq Lyberth lever normalt af at jage sæler, hval og rensdyr, og det har han ikke tænkt sig holde op med, selvom guldfundet ellers giver ham mulighed for at indstille jagten i en god rum tid.

"Jeg har jaget hele mit liv, så det har jeg ikke tænkt mig at stoppe med", siger han til Polimiken.

Det var for øvrigt under jagten på et rensdyr, han gjorde sit store fund.

"Jeg var ved at snige mig ind på rensdyret, da jeg pludselig så noget glimte i sneen. Jeg greb fat i min ishakke og fik hurtigt hakket det fri", fortæller han.

Det viste sig at være ægte guld, den grønlandske fanger havde fundet. Nærmere betegnet det guldsmykke, som den amerikanske turist Sarah Johnson tabte, da hun besøgte bygden sidste år. Kajuinnaq Lyberth kan derfor nu indkassere dusøren på 10.000 dollars for smykket.

Guldsmykket

Foto: Muyral/MorgueFile
Der var udsat en dusør på 10.000 dollar for guldsmykket.

"Jeg havde ellers helt opgivet nogensinde at se mit smykke igen", hviner Sarah Johnson glad, da Polimiken informerer hende om fundet. Smykket er et gammelt arvesmykke, som udover guldværdien har stor affektionsværdi. Hun vil nu selv flyve til Grønland for at hente smykket og betale dusøren.

Også herhjemme har guldfundet givet genlyd. Dansk Folkeparti forlanger, at regeringen modregner findelønnen i bloktilskuddet.

"Efter vi har pumpet masser af penge ind i den grønlandske økonomi i årevis, er det selvfølgelig kun ret og rimeligt, at vi får nogle af dem retur", siger Søren Espersen, der er grønlandsordfører for Dansk Folkeparti.